Tempo spiller en stor rolle i uddannelsen af en hest. Ikke fordi langsomt altid er bedre end hurtigt, men fordi en bevægelse først kan blive harmonisk, når hesten er i stand til at organisere sin krop og bevare sin balance i den. Øger vi tempoet, før denne balance er på plads, risikerer vi, at hesten begynder at skynde sig frem for faktisk at bevæge sig bedre.
Det ses ofte tydeligt, når en hest bliver redet mere frem, end dens nuværende styrke og koordination tillader. Skridtene bliver hurtigere, men ikke nødvendigvis bedre. Hesten kan begynde at lægge mere vægt på forparten, rytmen ændrer sig, og bevægelsen mister noget af sin ro og kontrol. Det kan føles som mere aktivitet, men aktivitet og hastighed er ikke det samme.
For mig er det derfor vigtigt, at tempo aldrig bliver et mål i sig selv. Før vi forlanger mere fart eller går videre til en hurtigere gangart, bør hesten først forstå den bevægelse, vi beder om, og være fysisk i stand til at udføre den uden at miste sin balance.
Det gælder især, når hesten skal lære noget nyt.
Vi kan sammenligne det med et menneske, der skal lære en ny og kompliceret bevægelse. Ingen ville forvente, at en danser lærte et nyt trin ved først at udføre det så hurtigt som muligt. Bevægelsen bliver øvet langsomt og bevidst, indtil kroppen har forstået koordineringen. Først derefter kan tempo, kraft og udtryk øges.
Det samme princip giver mening i uddannelsen af hesten. Muskler, led, balance og koordination skal have mulighed for gradvist at tilpasse sig de krav, vi stiller. Når vi giver hesten tid til at forstå en bevægelse i et tempo, hvor den stadig kan organisere sin krop, giver vi den også bedre mulighed for at udvikle den nødvendige styrke uden unødvendig spænding.
Netop derfor har skridten for mig en meget større betydning end blot at være den gangart, vi bruger til opvarmning eller pauser.
I skridten har vi tid til at mærke.
Vi kan mærke, om hesten følger vores sæde, om den bevarer sin rytme, om den spænder et sted i kroppen, om en skulder falder ud, eller om den begynder at miste sin balance. Vi kan arbejde med bøjning, sidebevægelser, overgange og kropskontrol uden samtidig at tilføre den hastighed, der kan gøre det vanskeligere for hesten at koordinere sig.
Hvis en bevægelse endnu ikke kan udføres roligt og forståeligt i skridt, er det værd at spørge, hvad vi forventer at vinde ved at gøre den hurtigere.
Det betyder ikke, at hele uddannelsen skal foregå langsomt. En hest skal naturligvis kunne bevæge sig energisk, kraftfuldt og med fremdrift. Den skal kunne trave og galoppere med glæde, og med tiden skal den også kunne udføre mere krævende bevægelser med større energi og i et højere tempo.
Men først når kroppen er klar til det.
Ro må ikke forveksles med manglende energi. Jeg ønsker ikke en hest, der bliver langsom, passiv eller mister lysten til at bevæge sig. Tværtimod. Målet er en hest, der er vågen og reagerer fint, men som samtidig kan bevare sin rytme og sin balance. Energi skal kunne bevæge sig gennem kroppen uden at blive til hastværk.
Det er en væsentlig forskel.
Når hesten har udviklet tilstrækkelig styrke og koordination, kan vi gradvist bede om mere energi og også mere tempo. Men den skal fortsat kunne bære sig selv. Den må ikke være nødt til at løbe hurtigere for at holde sig i bevægelsen eller for at genfinde en balance, den allerede har mistet.
Tempo har samtidig ikke kun betydning for hestens krop. Det påvirker også dens mentale tilstand.
En hest, der begynder at skynde sig, kan hurtigt blive mere spændt. Bevægelsen bliver hurtigere, opmærksomheden ændrer sig, og det kan blive vanskeligere for hesten at registrere små signaler fra rytteren. Hos nogle heste udvikler det sig gradvist: et for hurtigt skridt bliver til en hektisk trav, traven bliver hurtigere, og pludselig oplever rytteren, at hesten ikke længere rigtig er mentalt til stede.
Det giver god mening, hvis vi ser på hestens naturlige adfærd. En afslappet hest bevæger sig sjældent hektisk gennem sine omgivelser. Den går til vandet, bevæger sig mellem græsningssteder eller følger flokken uden konstant hastværk. Hurtige bevægelser hænger ofte sammen med øget ophidselse, leg, konflikt eller flugt.
Krop og sind kan derfor ikke adskilles fuldstændigt i træningen.
Hvis kroppen hele tiden bliver bedt om at bevæge sig hurtigere, end den kan organisere sig, kan det også blive vanskeligere at bevare den mentale ro, vi samtidig forventer af hesten. Omvendt kan et bevidst tempo hjælpe hesten med igen at finde rytme, koncentration og tryghed.
Det er også derfor, jeg synes, at hver hests individuelle tempo skal respekteres. Heste er forskellige. De har forskellige kroppe, forskellige bevægelsesmønstre, forskellig styrke og forskellige mentale forudsætninger. Det tempo, hvor én hest finder sin balance, er ikke nødvendigvis det rigtige for en anden.
Vores opgave som ryttere er derfor ikke blot at bestemme hastigheden, men at lære at mærke, hvornår hesten bevæger sig i et tempo, hvor den stadig kan være i balance med sig selv og med os.
Leave a Reply