FRIRUM er et sted, hvor hest, menneske og natur bliver tænkt som en helhed.
For mig handler det først og fremmest om at udvikle sunde, stærke og harmoniske heste. Hestens trivsel begynder ikke først under ridningen eller på ridebanen. Den begynder i hverdagen – med bevægelse, fodring, social kontakt, varierede arealer og muligheden for at leve så naturligt som muligt.
Vores heste går ude hele året og har god plads til at bevæge sig frit. Ud over markerne har de adgang til forskellige områder, og de har også fået deres eget lille stykke skov som en del af deres hverdag. Foldene bliver passet med fokus på godt græs, bevægelse og variation i underlaget.
Også vores eget liv på gården hænger tæt sammen med naturen. Vi dyrker en del af vores egne grøntsager i køkkenhaven, har bl.a. får, løbeænder og forsøger at bruge vores arealer og ressourcer på en bevidst og bæredygtig måde. For os handler det om at leve sammen med dyrene og naturen – ikke blot ved siden af dem.
Den samme helhedstænkning fortsætter i arbejdet med hestene.
Den vertikale ridekunst er en central del af FRIRUM. Inspireret af den klassiske ridekunst og læren fra blandt andre François Baucher, Nuno Oliveira og Manuel Jorge de Oliveira handler arbejdet om at forstå den enkelte hests krop og hjælpe den til gradvist at blive stærkere, mere smidig og bedre i balance.
Fokus ligger ikke på et bestemt ydre billede. Det afgørende er, at hesten lærer at bære sin egen krop bedre, udvikler mere styrke, koordination og selvbæring og samtidig bliver mere sikker – både fysisk og mentalt.
God træning kan på mange måder sammenlignes med et veltilrettelagt styrketræningsprogram. Vi ønsker ikke bare at skabe bevægelse, men målrettet at udvikle muskulatur, balance, smidighed og kropskontrol. Man kunne næsten sige, at vi tager hesten med i fitnesscenter – forskellen er bare, at hesten ikke selv kan lægge sin træningsplan.
Netop derfor spiller rytteren en så vigtig rolle.
For mig er det mindst lige så vigtigt at uddanne rytteren som hesten. Rytteren skal lære at mærke og observere: Hvordan bærer min hest sig i dag? Hvor mister den balancen? Hvornår har den brug for mere støtte, og hvornår mindre? Hvilken øvelse hjælper den lige nu – og hvornår vil en anden opgave være mere hensigtsmæssig?
Rytteren får dermed et ansvar for at tilrettelægge træningen på en måde, der reelt hjælper hesten til at blive stærkere og sundere.
For mig hænger hestehold og træning derfor uløseligt sammen. En hest kan ikke kun trænes hensigtsmæssigt én time om dagen, hvis resten af dens hverdag ikke understøtter dens naturlige behov. Bevægelse, natur, social kontakt, ro, godt foder og gennemtænkt træning skal spille sammen.
Det er netop denne tanke, der præger FRIRUM som helhed.