Fokus

Fokus i ridningen er langt mere end koncentration om en øvelse eller om, hvorvidt en bestemt opgave lykkes. Det begynder langt tidligere, nemlig i det øjeblik, hvor vi virkelig giver os hen til samværet med hesten og er villige til opmærksomt at mærke, hvad der sker mellem os. Når vi rider, kommer vi hurtigt til at tænke i forløb: det næste hjørne, den næste vending, overgangen, den øvelse, vi endnu skal arbejde med. Dermed risikerer vi at overse, at ridning består af utallige små øjeblikke, og at hvert eneste skridt allerede er en del af kommunikationen med hesten.

At ride bevidst betyder derfor ikke kun at være opmærksom på, hvor vi vil hen, men også på, hvordan vi kommer derhen. Hvordan bevæger hesten sig under os? Bevarer den rytmen? Bliver ryggen blødere, eller begynder hesten at spænde op? Hvordan reagerer den på en lille vægtforskydning, på vores vejrtrækning eller på en ændring i vores egen kropsspænding? Lige så vigtigt er det at være opmærksom på, hvad vi selv gør. Ofte ændrer vi vores sæde, vores hænder eller spændingen i kroppen uden selv at registrere det, samtidig med at vi forventer en præcis og tydelig reaktion fra hesten.

Hesten opfatter meget af det, vi udtrykker med vores krop, også når vi selv ikke er bevidste om, at vi sender et signal. God kommunikation handler derfor ikke kun om at give hjælperne korrekt, men også om gradvist at blive bedre til at mærke sig selv. Jo mere bevidst vi bruger vores egen krop, desto tydeligere og finere kan vores kommunikation blive. Hesten skal dermed i mindre grad forsøge at finde ud af, hvilke af vores bevægelser der har en betydning, og hvilke der blot opstår tilfældigt.

Denne tydelighed bliver særlig vigtig hos heste, der er usikre eller meget sensitive over for deres omgivelser. Usikkerhed betyder ofte, at hesten retter sin opmærksomhed stærkt udad, hurtigere opbygger spænding eller reagerer kraftigere på bestemte situationer. I sådanne øjeblikke hjælper det sjældent at øge presset eller forsøge at kontrollere hesten endnu mere. Det er langt mere hjælpsomt selv at forblive rolig, tydelig og pålidelig og på den måde skabe en ramme, som hesten kan orientere sig i.

Netop her ligger for mig en væsentlig form for lederskab. Ikke i at bestemme over hesten eller vise den, hvem der er “chefen”, men i at tage ansvar og skabe tryghed. Heste lever i sociale grupper og orienterer sig mod hinanden, men lederskab og beslutninger i en flok er langt mere komplekse end det forenklede billede af én enkelt lederhest. I samspillet mellem menneske og hest handler det derfor mindre om at efterligne en rangorden og mere om at skabe forudsigelighed og tillid. En hest har gavn af, at vi handler konsekvent, giver tydelige signaler og ikke hele tiden skifter mellem modstridende krav.

I træningen betyder det også, at vi skal skabe betingelser, hvor læring overhovedet er mulig. En hest, der ikke forstår, hvad der forventes af den, bliver ikke nødvendigvis bedre af flere gentagelser eller større pres. Ofte opstår der tværtimod endnu mere spænding. God uddannelse kræver tydelighed, godt timing og en villighed til at stille krav på en måde, hvor hesten faktisk har mulighed for at forstå dem. Det indebærer også, at hjælpen skal ophøre igen, så snart hesten giver den rigtige reaktion, så den kan udvikle både tryghed og selvtillid gennem oplevelsen.

Især hos usikre heste er denne form for træning vigtig. En hest, der er meget optaget af sine omgivelser eller oplever noget som truende, har andre forudsætninger for at lære end en hest, der er afslappet og opmærksom på sit menneske. I sådanne situationer kan det være nødvendigt at gøre opgaven lettere, give mere tid eller først tilrettelægge situationen sådan, at hesten igen bliver modtagelig. Målet bør ikke være at undertrykke usikkerheden så hurtigt som muligt, men at hjælpe hesten tilbage i en tilstand, hvor den igen kan registrere, forstå og reagere.

Fokus betyder derfor også, at vi ikke holder stædigt fast i en plan. Heste er ikke ens fra dag til dag, ligesom vi heller ikke selv er det. Nogle dage føles bevægelser lette, andre dage har hesten brug for mere tid, fysisk eller mentalt. Den, der rider opmærksomt, bemærker disse forskelle og kan tilpasse sig dem.

Når vi forstår træning på denne måde, opstår udvikling ikke gennem blot at gennemføre en række øvelser, men gennem en ramme, hvor hesten kan lære både fysisk og mentalt. Den skal blive stærkere, mere smidig og bedre i balance, men samtidig også opbygge tillid til kommunikationen med mennesket. Ideelt set bliver hjælperne med tiden stadig finere, fordi hesten har forstået, hvad der menes, og gradvist kan tage mere ansvar for sin egen krop. En hest, der i stigende grad selv kan bevare sin rytme, retning og balance, behøver ikke konstant at blive holdt eller korrigeret. Netop dér ligger for mig et af de væsentlige mål med uddannelsen.

Denne opmærksomhed slutter ikke, når vi stiger af. Også når vi strigler, trækker hesten, arbejder fra jorden eller blot er sammen i de stille øjeblikke, giver det mening virkelig at være til stede. Vi forventer meget opmærksomhed af vores heste. De skal reagere fint på vores krop, lægge mærke til små signaler og finde sig til rette i situationer, som for det meste er skabt og bestemt af mennesker. Derfor synes jeg også, at det er vigtigt, at vi til gengæld giver dem vores opmærksomhed.

Det betyder ikke, at hvert minut i stalden skal gøres til en særlig øvelse. Tværtimod. Nogle gange er det netop den enkle, udelte tid sammen, der gør en forskel. Telefonen kan blive i lommen, tanker om arbejde eller aftaler kan træde lidt i baggrunden, og vi kan rette opmærksomheden mod det, der faktisk står foran os. En hest, der trækker vejret, ser, bevæger sig og reagerer på os.

Vores fulde opmærksomhed – det skylder vi vores heste.